Vintercup – igen!
For kun et halvt år siden kunne CK Aarhus præsentere vinderne af vintercuppen 2007-2008. Skal det mon gentages i sæsonen 2008-2009?

Desværre er bestyrelsen for DCU-Motion midt/nord, trods opfordring, ikke kommet med noget udspil til en koordinering af de kommende vintercup-løb. Det er derfor en smule svævende, hvad der kommer på programmet, men det ligger dog fast, at Skive arrangerer løb den første lørdag i månederne november-marts. Første gang bliver lørdag den 1. november med udgangspunkt i Viborg. Derudover bliver der formentlig også løb ved Aalborg og hos os selv i Århus.

Vi har derfor på egen hånd taget fat på at aktivere et par andre klubber, så der udover Skives fem løb kan blive tale om yderligere 4-5 løb. Vi håber at kunne fremkomme med mere inden for kort tid.

Vi vil også meget gerne opfordre flest mulige af klubbens medlemmer til at deltage i denne vinterfornøjelse. Udover at det er en god og afvekslende træningsmulighed, giver det oplevelser i helt nye terræner og hyggeligt samvær med andre før, under og efter løbene. Opgaven med at køre efter kort, finde posterne og svare på spørgsmålene, stiller krav, når det skal ske under tidspres og samtidig med at tempoet skal holdes.

For at give medlemmer, der ikke har prøvet det før, og samtidig give mulighed for tidligere deltagere til at genopfriske færdighederne, arrangerer vi et lille træningsløb søndag den 23. november fra klublokalerne cyklebanen. Vi begynder kl. 9,30 med en kort instruktion og sammensætning af 2-mands hold, så de så vidt muligt kommer til at bestå af en erfaren og en ”begynder”. Kl. 10 sender vi det første par ud på en relativt let tur med 8-10 poster, en tur på 15-20 km. Derefter startes med 1 min. mellemrum, og max. Køretid er 60 minutter.

Der køres på såvel asfaltveje som skovveje og -stier. En cross-cykel er optimal til formålet, men de fleste kører på en MTB eller en solid vintercykel med gode dæk. Vi sørger for det nødvendige kortmateriale samt enkelt udstyr til at gøre kortet fast på cyklen. Efter træningsløbet er der kaffe og wienerbrød til alle. Træningsløbet er for alle uanset alder og køn. Mød op og kør med, du vil blive bidt af det som så mange andre før dig!

Som nævnt ovenfor, køres det første løb arrangeret af Skive-klubben i Viborg den 1. november. Første start er kl. 13 fra Naturgas Midt-Nord; Vognmagervej 14 i Viborg.
Hvis du vil deltage her, vil vi meget gerne arrangere fælles kørsel til Viborg, og har du ikke på forhånd en makker, så finder vi også ud af at sætte holdene sammen. Ring til undertegnede på 8627 0650, hvis du vil med eller blot vil høre nærmere.

Du kan i øvrigt se nærmere om Vintercup på klubbens hjemmeside under ”events”.

Med venlig hilsen
Henrik Norup og Henrik Andresen