Ungdomsrytterne indtog Mols
Skrevet af: Eskil Vammen
Ni ungdomsryttere fra CK Aarhus cyklede fredag den 23. januar af sted til Mols sammen med tre ledere. Destinationen var nærmere bestemt ”Ødegårdshytten” ved Knebel og turens formål var at forbedre rytternes sportslige niveau samt ryste gruppen mere sammen.
Øverst fra venstre: René Schmidt, Jacob Schneevoigt, Eskil Vammen, Jacob Stampe, Emil Juel Jensen, Nicklass Pedersen, Kasper Harders, Thorlak Franck
Nederst fra venstre: Emil Rasmussen, Mathias Nissen, Claus Lindebjerg
Programmet stod på i alt ni timers cykling i kuperet terræn, fordelt ligeligt på de tre dage. Udover cykeltræningen holdt trænerne Jacob Schneevoigt og Eskil Vammen oplæg omkring taktisk forståelse og teamspirit. I den forbindelse blev ungdomsrytterne enige om fem ting, de som gode holdkammerater vil gøre i forhold til hinanden og fem ting, de ikke vil gøre. Disse aftaler forventes rytterne at overholde i den kommende sæson:

Rytterne vil:
• Tale pænt til hinanden
• Rose alle
• Bakke af hvis man har holdkammerat(er) i udbrud
• Dele vand og mad hvis nogen mangler
• Bakke hinanden op før, under og efter cykelløb

Rytterne vil ikke:
• Køre hinanden ind
• Være arrogante blærerøve
• Være egoistiske
• Ignorere hinanden og lukke hinanden ude
• Køre tilfældigt fra hinanden til træning
Overskud hos Emil og Nicklas inden de får ondt i stængerne. Thorlak og Kasper sidder på hjul (hold nu ved det styr Thorlak)
Claus fighter sig flot i mål  
På træningslejren blev der også tid til individuelle ryttersamtaler og hygge, ligesom lørdag eftermiddag bød på et atypisk Stjerneløb med discipliner som æggekast, tænkeopgaver, bike’n run, præcisionsskydning og tvebakkespisning. Læserne får selv lov at gætte hvorvidt rytterne var bedst til at løse indviklede matematiske tænkeopgaver eller kaste med æg og proppe tvebakker i sig…
  Emil trænger til at se dyner efter en hård tur på rammen
Lørdag morgen skulle rytterne ud på ”kongeetapen” i både tåge og regn. Etapen bestod blandt andet af et mini cykelløb i Handrup bakker, på en 5 km ekstremt kuperet rute, der skulle gennemkøres fem gange (Brian Holm vandt her junior DM tilbage i 80’erne). Der blev virkelig gået til stålet fra rytternes side og alle kørte sig fuldt ud. Ruten gik konstant op og ned og havde mange sving, så der var aldrig tid til at slappe af. Specielt Nicklas Pedersen kørte et flot løb og kom ind som den første ungdomsrytter. Også Mathias Nissen imponerede ved alene at lukke hullet op til frontgruppen, der de første par omgange bestod af Kasper Harders (som senere udgik med punktering), Thorlak Franck, Nicklas Pedersen og trænerne.
Mathias viser hvorfor han bliver kaldt Påfuglen
Alt i alt en meget vellykket træningslejr, hvor rytterne søndag eftermiddag vendte tilbage til Århus – meget trætte, men glade. Billederne nedenfor kan give et lille indblik i turen.

Træningslejren var en slags kulmination på den første periode, hvor CK Aarhus har valgt at satse på ungdommen. Ungdomsrytterne er siden starten af november gået fra at træne tilfældige ture til at træne meget struktureret, hvilket i januar har betydet omkring 10 timer i sadlen ugentligt. De har desuden gennemført en VO2 max test på center for idræt udført af René Schmidt. Flere ryttere leverede her imponerende resultater på forskellige parametre. CK Aarhus satsning på ungdommen er indtil videre gået godt, og både trænere og ryttere er motiveret for at fortsætte samarbejdet.

Bonden (alias Emil Rasmussen) er godt tilfreds med én af sine 82 prutter den weekend
De gamle trænere må nyde den sidste tid, hvor de stadig kan køre fra de unge løver