Tak for hjælpen ved SMC Biler Århus løbet 2010

Kære klubkammerater og cykelvenner!

Med SMC Biler Århus løbet 2010 vel overstået, er det på sin plads at rette en rigtig stor tak til alle, som har været med til at gøre løbet til en succes.

Vejret kan vi ikke være herrer over, men med stor hjælp fra de over 60 hjælpere, som har været involveret i løbet af weekenden, fik vi afviklet et flot cykelløb for licenserne søndag den 16. maj. En meget vigtig opgave er rytternes sikkerhed, og dermed vigtigheden af alle biler og flagvagter ude på ruten. Det forløb rigtigt fint, hjertelig tak for det. Samaritterne havde heldigvis i år absolut intet at lave, og de stod bare og frøs i det våde vejr. En bunke af punkteringer og udgåede ryttere havde ikke noget med selve afviklingen af løbet eller ruten at gøre. Ruten blev klinisk fejet fredag, men lørdagens regn fik den til at ligne grusvej mange steder.

Skønhedsfejl vil der altid være, men løbsudvalget havde lært af sidste års løb og fik ændret på bl.a. startstedet, for at optimere afviklingen. Vi havde dog valgt at bruge samme målområde som sidste år, trods at der ikke er meget plads til hverken ryttere eller publikum. Det blev dog noget værre i år end vi kunne forestille os på forhånd. For da vi lørdag middag (i tørvejr) havde færdigopstillet målområdet med telte, afspærring osv. måtte vi i stor hast rive det hele ned igen, da lodsejeren (nærmere sønnen og hans mega store traktor) fik os smidt væk fra den plads, vi havde stillet op på. For at få os til at forstå at han mente det, fældede han lige et stort grantræ ned langs teltet. Skrækslagne måtte vi nærmest flygte og kaste alle vores ting ud på gaden. Lettere rystede fik vi (i tykt regnvejr) flyttet målområdet et par hundrede meter ud af byen, og alt catering over i Virring Hallen. Øv, øv, det var ikke så godt for hverken publikum, ryttere eller hjælpere. Det store forarbejde og dagens store indsats med cateringen fik vi desværre ikke vist i sin fulde ret.

Valget af ruten gav mange forbandelser, men også positive tilkendegivelser fra ryttere og ledere (fladbaneryttere dog med et smil på læben).

Til dig som fik en god ven til at være substitut som hjælper, skal vi bede om at takken bliver bragt videre til rette vedkommende.

Venlig hilsen
Licensløbudvalget

Niels Winther
Anders Niemann
Jacob Rohde
Kim Birkjær
Per Andersen
Stig Nørregård