Chipsystem i DCU distrikt Jylland Fyn
Der har, som mange har opserveret, været problemer med resultatformidlingen i Påskens arrangementer.

Vi har selvfølgelig søgt efter den/de fejl, der skabte problemerne, og har konstateret, at der var en fejl i den database der indeholdt rytter data inkl. ryg og chipnumre. Hardware og resultatsoftwaren der ligger til grund for systemet er således uden fejl.

Det er altid vanskeligt at lave korrektioner i systemet, når løbene kører, og som følge deraf opstod der nogle få fejl i præmierækkerne, ligesom det ikke tidsmæssigt er muligt at skabe en resultatliste ud over præmierækken, når resultatet baseres på målfoto.

At databasen ikke har kunnet testes før løbene, skyldes at distriktets bestyrelse har undervurderet den tid, der er nødvendig fra klubberne afleverede sidste års lånechips på forårsmødet den 29. marts og til de pågældende chips kunne tildeles nye brugere.
Det vil naturligvis blive ændret til næste sæson.

Efter at vi har fået rettet ovennævnte fejl, er vi overbeviste om, at vi fra og med løbet i Rødekro på lørdag vil kunne offentliggøre de samlede resultatlister på distriktets hjemmeside umiddelbart efter løbenes afslutning, ligesom resultaterne samtidig vil blive sendt til diverse cykelhjemmesider.

Efterfølgende vil distriktets statistik være opdateret typisk om mandagen på www.dcu-jf.dk

I øvrigt beviste chipsystemet sin berettigelse og funktion ganske godt i 2008, hvor der ud af 40 arrangementer blev offentliggjort samlede resultatlister på de 33 på www.dcu-jf.dk under punktet Termin.

Med venlig hilsen
Torben Kristensen