Sammen med otte andre danskere havde jeg tilmeldt mig det 1599 km lange motionsløb i Italien fra Milano den 16. – 22. august. Det er Europas længste på motionsløb med i alt 17.631 højdemeter. Ruten fremgår af løbets hjemmeside www.1001migliaitalia.it og indbefatter 17 kontrolsteder (efter hver 50-120 km.) ud over start/mål og med en max tidsgrænse på 135 timer (inkl. alle pauser).

Vi rejste syv cykelkammerater fra Aalborg lørdag morgen med fly og ankom til hotellet i startbyen Milano ved middagstid. Alt ok og godt humør bortset fra at jeg havde mistet min taske med cykeltøj til hele ugen under rejsen. Den fik jeg først mandag formiddag efter en masse usikkerhed og bøvl.

Indskrivning til løbet på rådhuset i Nerviano skete mandag formiddag og med der var tid til hvile og spisning i løbet af mandagen inden løbet blev igangsat mandag aften kl. 21.00 i grupper på 30 og med 5 minutters mellemrum i en helvedes højtalerlarm og musik. Der var i alt ca. 270 deltagere, halvdelen italienere og de resterende fra 24 andre lande, selvfølgelig mest Europæere, men også fra Japan, USA, Brasilien, Sydafrika og Australien. I øvrigt et festligt syn med alle disse forskellige mennesker i alle de forskellige cykeldragter.

Jeg kørte turen i fem etaper inkl. i alt ca. 20 timers søvn. Første etape var på 520 km (2810 højdemeter) og de andre fire etaper var på 202-342 km (2142-6057 højdemeter). Som man kan se på løbets hjemmeside var der en masse bakker hele tiden, for det meste med stigning op til 5 %, men også kortere strækninger med væsentlig større stigninger. Som følge af den lange distance kneb det mange steder med afmærkning af ruten (hvide pile på vejen), men vi havde en kørselsinstruktion på et helt hæfte dækkende turen.

På ruten var der tre slags veje, de gode, de dårlige og så nogle (formentlig flere hundrede km) som lignede noget der er løgn (her burde man køre på mountainbike). Kort sagt fik man en masse stød (arme, ende og fødder), hvilket var med til at gøre turen strabadserende sammen med distancen, højdemeterne og varmen (28-33 C om dagen og 16-19 C om natten).

På tredje etape havde jeg en alvorlig krise hele dagen og var i risiko for at udgå, men på fjerde etape fik jeg kræfterne igen og kørte en rigtig lang etape med mange højdemeter og fik mig derved reddet. Den sidste dag tog jeg det noget afslappet, men da jeg nærmede mig Milano, mistede jeg totalt orienteringen og kørte uden for ruten. Det kostede 4-5 timer ekstra, men jeg kom ind til målet kl. 06.00 den 22. august, sekt timer fra tidsgrænsen og totalt smadret. Af de ca. 270 startende var godt 50 udgået. Ved målet fik man diverse dokumentation for gennemførslen udleveret - herunder en flot medalje.

Jeg kørte sammen med to til fire danske kammerater de første 900 km af turen - herefter mere eller mindre alene.

Ved kontrolstederne kunne man mange steder få gratis mad og drikke, ligesom der 11 steder var mulighed for at sove. Der var lavet baggagedrop på to kontrolsteder, således at man havde adgang til at benytte tre sæt cykeltøj under turen.

Turen køres hvert andet år, dvs. næste gang i 2012. Hvis man vil have en vild oplevelse kan jeg varmt anbefale turen. Gennemførelse af turen forudsætter dog en del langdistance erfaring (for eksempel de danske ”brevets” i ARD regi) og min 5-6000 km i startåret.

Turen går gennem flotte og meget dramatiske landskaber i Italien, bla gennem hele Toscana fra syd til nord.

Under turen er det helt afgørende at man hele tiden får drukket og spist i rigelige mængder og naturligvis undgår maveunder, hvis det kan lade sig gøre.

Hvis nogen har uddybende spørgsmål til turen, så svarer jeg gerne.

Preben Overgaard
August 2010