|
Jeg kørte turen i fem etaper inkl. i alt ca. 20 timers søvn. Første etape var på 520 km (2810 højdemeter) og de andre fire etaper var på 202-342 km (2142-6057 højdemeter). Som man kan se på løbets hjemmeside var der en masse bakker hele tiden, for det meste med stigning op til 5 %, men også kortere strækninger med væsentlig større stigninger. Som følge af den lange distance kneb det mange steder med afmærkning af ruten (hvide pile på vejen), men vi havde en kørselsinstruktion på et helt hæfte dækkende turen.
På ruten var der tre slags veje, de gode, de dårlige og så nogle (formentlig flere hundrede km) som lignede noget der er løgn (her burde man køre på mountainbike). Kort sagt fik man en masse stød (arme, ende og fødder), hvilket var med til at gøre turen strabadserende sammen med distancen, højdemeterne og varmen (28-33 C om dagen og 16-19 C om natten).
På tredje etape havde jeg en alvorlig krise hele dagen og var i risiko for at udgå, men på fjerde etape fik jeg kræfterne igen og kørte en rigtig lang etape med mange højdemeter og fik mig derved reddet. Den sidste dag tog jeg det noget afslappet, men da jeg nærmede mig Milano, mistede jeg totalt orienteringen og kørte uden for ruten. Det kostede 4-5 timer ekstra, men jeg kom ind til målet kl. 06.00 den 22. august, sekt timer fra tidsgrænsen og totalt smadret. Af de ca. 270 startende var godt 50 udgået. Ved målet fik man diverse dokumentation for gennemførslen udleveret - herunder en flot medalje. Jeg kørte sammen med to til fire danske kammerater de første 900 km af turen - herefter mere eller mindre alene.
Ved kontrolstederne kunne man mange steder få gratis mad og drikke, ligesom der 11 steder var mulighed for at sove. Der var lavet baggagedrop på to kontrolsteder, således at man havde adgang til at benytte tre sæt cykeltøj under turen.
Turen køres hvert andet år, dvs. næste gang i 2012. Hvis man vil have en vild oplevelse kan jeg varmt anbefale turen. Gennemførelse af turen forudsætter dog en del langdistance erfaring (for eksempel de danske ”brevets” i ARD regi) og min 5-6000 km i startåret.
Turen går gennem flotte og meget dramatiske landskaber i Italien, bla gennem hele Toscana fra syd til nord.
Under turen er det helt afgørende at man hele tiden får drukket og spist i rigelige mængder og naturligvis undgår maveunder, hvis det kan lade sig gøre.
Hvis nogen har uddybende spørgsmål til turen, så svarer jeg gerne.
Preben Overgaard August 2010
|