Kort præsentation af Jyllandsløbet 2010
  Havnefronten i Thisted
På klubaftenen hos SMC Biler den 7. december var der verdenspremiere på filmen fra årets Jyllandsløb. DVD-filmen kunne købes hos Niels Fisker.

Samtidig blev destinationen for Jyllandsløbet 2010, som køres den 12 – 13. juni 2010, afsløret. Vi skal til THISTED. Og der var rigtig mange, der spurgte: Hvad har Thisted? Som Niels sagde ”Ikke så meget, men når vi kommer, så ...”

Thisted er måske mest berømt for sit bryghus, der ud over almindeligt sortiment også laver økologisk øl. Det er ikke verdens største bryggeri, men de brygger egnens bedste øl. Fremstiller også sodavand.

Vest for Thisted ligger ”Nationalpark Thy”, som er Danmarks første nationalpark. Det kan man læse mere om på www.thisted.dk

Post Danmark Rundt blev faktisk startet i Thisted i 2007. Dengang sagde borgmesteren ”Her i Thy har vi ikke bjerge, men vi har blæst. Måske er det en lige så vanskelig modstander… ”. Men borgmesteren havde jo ikke helt ret. De, som kørte Jyllandsløbet i 2006, vil huske det Australske Holdløb, som havde mål ved Bjerget - en lille landsby mellem Fjerritslev og Thisted. Bjerget er også en ”grusom” bakke.

Vandrerhjemmet ligger ca. 3 km udenfor Thisted by i nordlige retning. Deres slogan er ”BESØG OS I THY DET VIL I IK´ FORTRY”
DVD filmen kan købes ved at kontakte Niels Fisker på nfj@pc.dk eller 2423 9102.