|
Sidevind på Lolland.
CK Aarhus Elite stillede søndag til start i årets første afdeling af Post Cup. Løbet blev afviklet på en meget vindblæst rute med omdrejningspunkt omkring Kettinge.
Taktikken fra start var klar og rytterne var beordret til at ligge sig i front fra første pedalomdrejning. Som forventet satte Team Designa Køkken sig frem efter 10 km og splittede det hele ad. 16 mand kom afsted desværre uden CK Aarhus repræsentation. Jarle Wermskog, Claus Nielsen og Martin Wang Hjørngaard lå ellers godt med fremme, men manglede lige det sidste.
Allerede efter 2 omgange var det 100 mand store felt tæt på halveret da der blev kørt i et meget højt tempo. Desværre var det allerede der slut for Lau Kierulff, Lars Ejaas og Daniel Vestergård Andersen, da de blev ofre for positionskampen.
Jarle, Claus og Martin lå i forfølgergruppen som konstant lå indenfor 1.30 minut til de forreste. Gruppen blev konstant mindre og mindre, da der blev kørt meget sidevindskørsel.
Martin røg af gruppen efter ca. 80 km og lå længe og kæmpede for at komme tilbage. Claus røg samme vej efter ca. 90 km og sammen prøvede Martin og Claus forgæves at komme frem igen. I forfølgergruppen sad Team Reelight, Team Vision Bike, Herning Elite og Team Odense Energi og kørte igennem for at hente de forreste.
Jarle sad med i gruppen indtil der var kørt 125 km af de 184 km, så var energien desværre også opbrugt for Jarle. Der var blot 25 gennemførende ryttere, hvilket vidner om et meget hårdt løb.
Selvom resultaterne ikke var specielt imponerende, var det et meget lærerigt løb for samtlige ryttere. Positionskampen blev som forudsagt udslagsgivende og hver rytter kom helt sikkert hjem fra Lolland en erfaring eller to rigere.
Næste løb er den 12. maj hvor der køres Jysk/Fynsk mesterskab i Holstebro og dagen efter køres der i Herning. |