Nyt fra Århus Rundt udvalget 12. maj

Der er nu mindre end en måned til at JP Århus Rundt finder sted søndag den 3. juni. Og som tidligere år har vi brug for mange hænder til at løfte opgaven, så vi kan sikre et godt arrangement for de over 1000 deltagere, vi forventer. Men også for at arrangementet bliver en økonomisk succes, der viser klubbens ansigt udad til på en god måde.

Der er mange opgaver, der skal løses. Det gælder både ved opstillingen på cyklebanen om lørdagen, klargøring og udkørsel af depoter og skiltning på ruterne, selve afviklingen om søndagen, og ikke mindst nedtagning og oprydning efter ”festen”. Sidste år kneb det på flere områder med at få hjælpere nok. Det vil vi nødig risikere i år, så det er baggrunden for, at klubbens egne medlemmer i almindelighed ikke kan forvente at kunne deltage i løbet på anden vis end ved at hjælpe med arrangementet. Sådan er det også nævnt i det seneste nummer af CK Aarhus Bladet. Så hvis du vil prøve de lidt omlagte ruter, gælder det om at deltage i forturen søndag den 27. maj. Eneste undtagelse er klubbens børne- og ungdomsmedlemmer, som vil kunne deltage i selve Århus Rundt den 3. juni.

Til gengæld kan vi tilbyde alle hjælpere 2.-3. juni en god forplejning og en god oplevelse, som kun bliver bedre, jo flere vi er om at dele den. Reservér derfor allerede nu dagene og giv gerne så snart som muligt en besked til en af nedennævnte om, at du kan deltage, og fortæl gerne, hvis du har særlige ønsker med hensyn til hvor du gerne vil hjælpe. Så vil vi i videst muligt omfang fordele efter ønskerne.