Ny hovedsponsor til CK Aarhus i sidste øjeblik!
Opdatering på klubtøjet
- af Webmaster den 10. marts 2009
  Jens Gylling i klubtrøjen ved sidste korrektur
I det seneste nyhedsbrev blev det oplyst at klubtøjet bliver frigivet til salg i WeBike Århus omkring den 1. april. Denne oplysninger er desværre ikke helt korrekt. De, der arbejder med design og godkendelse af klubtøjet, har korrigeret mig, og de har oplyst produktionstiden er 40 dage fra endelig korrektur.

Processen med sponsorer, logoer og design har desværre taget længere tid end først antaget. Sponsorudvalget har i sidste øjeblik fået en hovedsponsor til klubben - AAV Dæk A/S (tidligere Åbyhøj Vulkanisering).

Jens Holm Gylling og Finn Eland sørgede for at sponsorkontrakten blev underskrevet mandag den 9. marts og den sidste rettelse på tøjet er allerede sendt afsted, hvilket betyder at tøjet går i produktion nu. Den samlede tøjleverance bliver med stor sandsynlighed sendt fra Italien sidst i april måned, så vi kan købe det omkring den 1. maj.

Dette betyder at vi må køre de første landevejsløb i vort "gamle" klubtøj. Der søges naturligvis om dispensation fra DCU til dette.
Lidt om AAV Dæk A/S:
 
Niels Kjær, som er indehaver af virksomheden, holder meget af cykelsporten og støtter bredden i sporten. Netop fordi CK Aarhus favner bredt, har det været muligt at etablere et samarbejde med AAV Dæk. Det har naturligvis stor betydning at CK Aarhus har succes i børne- og ungdomsklasserne, men det har ikke været en betingelse for sponsoratet eller for samarbejdet.

AAV Dæk har hovedkontor på Sintrupvej 40 i Brabrand og servicerer nogle af Danmarks største transportvirksomheder med både vulkaniserede og nye dæk. Det er en virksomhed, som gennem 60 år og tre generationer, har specialiseret sig inden for dæk og fælge. Med afdelinger i både Århus og Herning, har AAV Dæk mulighed for at servicere det centrale Jylland. Det gælder for personbilen såvel som trucken på lagret og traktoren på marken. Dæk til lastvogne er en af specialiteterne hos AAV Dæk. Hvad man ikke har liggende på det omfattende lager, kan helt sikkert skaffes til en overskuelig pris.

Udover salg af nye dæk kan AAV Dæk også tilbyde en række forskellige services, som opbevaring af sommer-/ vinterdæk, samt en døgnservice, hvor man rykker ud hele året for at assistere ved f.eks. punkteringer.

Niels Kjær startede indenfor cykelsporten da han var 15 år. Han har cyklet på juniorlandsholdet og sluttede sin ”professionelle” karriere i A klassen. AAV Dæk har en del cykelvenner, heriblandt Gunnar Asmussen, Alex Pedersen, Bjarne Riis og Per Pedersen. Alle disse cykelryttere har Niels Kjær cyklet med i sine unge dage.

Rune Udby, som har kørt hos Glud & Marstrand, har også været en del af AAV Dæk. Rune har været i lære på kontoret, men har siden fundet andre græsgange.

Medlemmerne i CK Aarhus ser alle frem til et meget spændende samarbejde med AAV Dæk.