| |
|
Torsdag den 30. april gik turen til Holland med distrikt Jylland/Fyn. Vi var 6 ungdomsryttere, som var blevet udtaget til løbet Rabobank T Hoogeland 2-daagse. Holdet bestod af Mads Lillelund fra Esbjerg, Lucas Udby og Martin Grøn fra Hobro, Emil Arvid Olsen fra Svendborg, Simon Simonsen fra Herning og mig. Turen derned gik fint, indtil vi nåede Hamburg, hvor vi holdt i kø i to timer.
Klokken 18 ankom vi til en lille by nær Groningen, hvor vi skulle bo. Vi boede privat hos et hollandsk par, som snakkede godt engelsk. De var meget gæstfrie og utrolig venlige.
Det første løb vi skulle køre, var en enkeltstart. Vi troede, at vi kom i god tid til løbet, men vi blev overraskede. Jeg skulle starte en halv time efter vi var kommet, så jeg fik ikke den bedste opvarmning. Det var en 12 km enkeltstart som jeg kørte helt vildt dårligt. Vi fik også en lille overraskelse, da vi fandt ud af, at man måtte køre med enkelstartscykel. Vores bedste mand blev 39 og var ca. 1.5 minutter efter nummer 1. Jeg blev nummer 82 :-(
Senere samme dag skulle vi køre et gadeløb på 41 km. Vi kørte på en lille rundstrækning på 4.5 km på nogle små veje. Der var 125 mand i feltet og vi startede sidst i feltet, da hollænderne gik til start allerede 30 minutter før starten. Derfor blev vi nødt til at køre os frem i feltet som kostede en del kræfter. Størstedelen af ruten var desuden på små betonveje, der gjorde det ekstra svært at køre sig frem. Det lykkedes dog, og jeg sluttede som nummer 25. Vi havde også to mand i udbrud som sluttede som nummer 7 (Mads Lillelund) og 9 (Lucas Udby).
Det tredje løb var et normalt linjeløb på 71 km på en meget publikumvenlig rundstrækning på 7,8 km. Det gik udmærket for mig, og jeg kom af sted i et udbrud, som dog kun holdt i en halv omgang. Jeg synes selv, jeg kørte en god spurt og blev nummer 5 i feltet. Det rakte til en 21. plads.
Alt i alt har det været en god tur, hvor jeg har fået en del erfaring med at køre cykelløb. I Holland er stemningen og måden løbende bliver kørt på meget anderledes end i Danmark. Der bliver skubbet meget, så jeg er bestemt blevet bedre til at sidde i et felt.
Nicklas Pedersen 5. maj 2009
|