Vi er flere motionsryttere, som er begyndt at køre MTB i Århus-skovene, selv om landevejen stadig har meget at byde på.
Det er som bekendt rigtig god intervaltræning at køre MTB i skoven – altså et godt alternativ til landevejen især i vinterperioden og et rigtig godt supplement til vinterspinning. Det er samtidig god opvarmning til årets
Vintercup, som løber af stablen den lørdag 4. november i Skive.
Statsskovene er for alle. Både mountainbikere, barnevogne, hunde, kronvildt, ryttere og dem der gerne vil gå en stille tur i skoven. Men der kan være fornuft i at skille dem ad. Derfor har Skov- og Naturstyrelsen lavet en række særlige mountainbike-ruter rundt om i statsskovene.
Der har været en afmærket MTB-rute i Århus skovene siden midt i 1990erne. Ruten er meget populær og bruges dagligt af et stort antal MTB-ryttere - både de organiserede fra byens klubber samt de uorganiserede.
Der er i 2005 foretaget et større retablerings- og omlægningsarbejde langs ruten, idet der stedvis var stor slitage. Arbejdet med retablering og omlægning af ruten er sket i et samarbejde mellem Natur og Miljø forvaltningen og mountainbikeklubberne Århus 1900 MTB og Århus Mountainbikeklub.
Den samlede længde på MTB-ruten er 23.8 km. Ruten løber i al væsentlighed vest for Ørneredevej/Strandskovvej. Ruten er afmærket som MTB-rute, men der skal under kørsel udvises det fornødne hensyn til skovens mange andre daglige gæster. Kyststierne fra byen til Moesgård Strand forbeholdes den gående trafik.
MTB-ruten er indtegnet på kortet herunder. De grønne rammer svarer til kortudsnittene på de forstørrede kort, som du kan få vist ved at klikke på pdf-filerne til højre (kræver Adobe). Pdf-filerne er store, så det tager lidt tid at downloade dem.