Beretning fra Sønderborg
af Martin Hansen

Vi kørte tidlig søndag morgen med retning syd, syd, sydpå og så lige ind til venstre. Denne gang var det i Sønderborg, der skulle køres løb. Morten og jeg startede kl. 11.00 med C-klassen i dejligt solskin og en lille vind - fire runder og i alt 103,2 km ventede med kun ca. 60 højdemeter pr. runde. Det lugtede lidt. som om det skulle ende i en kæmpe spurt, men nej - sådan gik det ikke. Der blev kørt lidt i ryk lige fra starten og vi skiftedes med at være med i det hele. Morten lå på et tidspunkt i en god gruppe på ca. otte ryttere foran feltet, men så var to tyskere, der kørte dem ind på den eneste bakke på ruten. Det var først lige inden anden runde, der skete noget og det endte med at vi var nogle stykker, der kom fri fra feltet.

Flere kom op senere og så var vi omkring 12 ryttere og der blev kørt, som om vi kom for sent til Dronningens 70 års fødselsdag. Når lige at se at Morten også befinder sig i gruppen, men så rækker han en hånd i vejret, som om han ville svare på et spørgsmål, men desværre var han kørt i en ”kloakrist” så forhjulet kom i klemme mellem bremserne.

Efter et stop var feltet desværre også kørt forbi, men Morten kørte en god tur resten af vejen. Oppe foran fik vi lavet et fint samarbejde, så vinderen skulle findes i frontgruppen. Jeg havde meget nemt ved at køre i rulleskiftet og havde masser af kræfter tilbage og på tredje runde begyndte jeg at spekulere i, hvordan jeg kunne splitte gruppen ad. Der var modvind de sidste 5-6 km før mål, så det skulle helst være inden. Der var tre klubber, der hver havde to ryttere med, så det kunne godt blive svært, men jeg vidste også, at der var nogle hurtige sprintere med, så der skulle forsøges noget.

Der blev sat et godt tempo i gruppen og jeg var selv med til at holde en høj fart. Ville gerne bruge Peters gode råd om at man skal spise af de andres tallerken først, inden man spiser af sin egen. Men jeg havde vist bestilt en buffet, for jeg angreb i stort set alle sving og op ad den lille bakke. Blev dog hentet igen. På et tidspunkt var vi to, der kom væk i sidevinden, men det holdt kun tre km. Nu nærmede vi os det hårde modvindsstykke inden mål og det så ud til, at det skulle afgøres i en spurt – øv. Lavede dog et sidste ryk og kom fri alene. Nu skulle der sgu smides ekstra kul i damplokomotivet og det sagde bare fut, fut...

Kunne se, at der stadig var et fint hul, men fuck - det var hårdt i den modvind. Delte stykket op i bider. ”Kør hvad du kan hen til den fem meter høje bakke i modvinden hvor det var sindsygt hårdt” - stadig hul. Så skulle jeg bare hen til skovkanten – stadig hul. Ned til sidste sving og der begyndte jeg først at tænke på at sejren var hjemme. Kunne med 300 meter til mål køre roligt med armene i vejret - perfekt måde at vinde på.

Det var nu ikke kun mig, der kørte godt i dag. Eskil viste også en rigtig god form og vandt i B-klassen efter en god spurt i en seks mands udbrudsgruppe. Han blev 3er dagen før i Rødekro – godt kørt. Thorlak kørte en flot podieplads hjem i U17 – godt kørt. I H40 fik Niels Chr. Jung og Henrik Roland en pind hver. Og det gjorde Nicolai Gylling også i U13. Den tidligere CK Aarhus rytter Thomas Marcussen kørte en god spurt og blev 6er i D-klassen – godt kørt. Lige udenfor pointrækken kom Nicklas Pedersen ind som nr. 18 i Junior og Emil Halvorsen og Andreas Gylling blev henholdsvis 20er og 22er i U17 – godt kørt, drenge. Jacob Linkis var taget til Sjælland og vandt i D-klassen - godt kørt.

Turen hjem føltes ikke så lang, for der var god stemning i vinderbilen. Og som tradition, skulle vinderen give is til de andre. Vi nøjedes dog med een :-). Var lidt træt om aftenen, men der skulle også lige indhentes lidt søvn efter en polterabend om lørdagen.

Vi ses til en træning senere.
Martin Hansen