|
Lidt skidt, men mest kanel for CK Aarhus' unge løver
Forårssæsonen har været en blanding af topresultater og skuffelser for CK Aarhus’ ungdoms- og juniorryttere (U-17 og U-19). Heldigvis har det positive været i højsædet.
Ungdomsrytterne har generelt gjort det flot. Thorlak Franck og Emil Bækhøj har begge kørt 3. pladser hjem og ligger i præmierækken stort set hver gang. Under Tour de Himmelfart sluttede Emil desuden med at blive nummer 40 i klassementet – vel og mærke ud af et felt på hele 210 ryttere. Emil kører sin første sæson som licensrytter og har flere gange demonstreret stor styrke, men mangler stadigvæk en del taktisk, men det kommer hen ad vejen.
Magnus Tholstrup, August Poulsen og Andreas Gylling har også bidraget med en række gode resultater og god holdånd, selvom de kun er 1. års ungdom. Rasmus Mogensen er vores uheldige helt, der lige nu er sat udenfor spillet efter påkørsel af bil. Rasmus fortjener dog stor respekt for altid at kæmpe og gennemføre cykelløbene.
Junior-klassen er benhård, og det har CK Aarhus’ ryttere også fået at føle på egne ben og lunger. Selvom flere af rytterne har været tæt på, så er Nicklas flotte 9. plads fra Hjørring eneste topplacering. Lasse Eland var i super form i vinters, indtil han blev knæskadet. Derfor har han endnu ikke formået at indfri det store potentiale, som han utvivlsomt besidder. Kasper Harders har rykket sig rigtig meget i år og har flere gange overrasket positivt med stærk kørsel, selvom bundniveauet stadig er for lavt. Alexander Køppen og Claus Lindebjerg mangler endnu en del for at kunne sidde med feltet, men begge ryttere har også erkendt, at de ikke har fået trænet tilstrækkeligt denne vinter. Det betyder forhåbentlig, at begge ryttere er motiveret for at give den en skalle henover sommerferien.
Vi har også en del nye juniorryttere i klubben, som Lasse Eland har taget med sig fra sin skole på Lolland. Der er tale om Jens Christiansen, Peter Rasmussen, Kasper Hansen, Mikkel Nielsen og Thomas Jensen. Disse unge gutter (som ikke bor i Århus) er utrolig rare og flinke, men måske for flinke når der er positionskamp i sidevinden? I hvert fald har de indtil videre fået en del ”køretur”, som man siger på cykelsprog. Vi håber på at se større fightervilje fremover – som minimum bør man gennemføre de løb, som man stiller til start i for at få distancen. Med til historien hører også, at mange af vores ryttere er nybegyndere, og så svarer juniorklassen altså til at blive smidt i midt i Atlanterhavet uden redningsvest.
Alt i alt udvikler alle de unge løver sig den rigtige retning – nogle hurtigere end andre. I sidste ende er det primært rytterens egen vilje og evnen til at lære af egne fejl, som afgør, hvor langt de kan nå indenfor sporten.
Jeg selv er i gang med min 7. sæson og har aldrig været stærkere, hvilket 5 podiepladser i 6 løb i B-klassen vidner om. Derfor har jeg nu kørt nok point hjem til at gøre comeback i A-klassen, hvilket sker på lørdag i Silkeborg. Et comeback i A indgik slet ikke i mine sæsonplaner, men nu har jeg fået blod på tanden og vil gerne konkurrere mod eliten, selvom jeg med sikkerhed vil få det utrolig hårdt.
Ps. Flere har spurgt mig, om jeg stopper efter sommerferien jf. min rytterprofil. Det har jeg ingen planer om, men 12 dages ferie uden cykling er ikke godt for formen :-)
Go vind derude, Eskil Vammen
Fotos: Kjeld Liisberg
|