Sæsonstart for CK Aarhus Elite
Som tidligere annonceret på hjemmesiden starter sæsonen for CK Aarhus elite i morgen med løbet Köln-Schuld-Frechen. Der venter de århusianske ryttere en barsk start, da løbet er på hele 190 km og er temmelig kuperet med flere pæne stigninger undervejs. Løbet er et traditionsrigt løb i Tyskland. I år er det 56. udgave.
Efter en god og varm vintertræning er rytterne ved at være klar til sæsonen. De næste 3 weekender skal bruges til finpudsning af formen inden den danske sæsonstart den 15. april i Esbjerg.

Daniel Vestergaard Andersen, Martin Wang Hjørngaard, Lars Ejaas og Claus Nielsen er alle meldt fit for fight og drager sammen med Michael Berling og Rune Udby fra Glud & Marstrand og service teamet Henrik Dann Andersen og Kristian Nissen afsted idag lørdag fra Cyklebanen.

Rytterne bliver efter en stille rulletur i eftermiddag i Köln indlogeret på Hotel Koeln Leverkusen Mitte. Løbet har start søndag morgen og de 190km igennem det tyske terræn, byder på lidt af hvert for rytterne.

De første 60km bliver en lang positionskamp inden stigningerne. Der skulle efter sigende være nogle stigninger med 5-7% over 2-3km. Rytterne skal igennem 70km kuperet terræn inden det går hjemover til mål over de sidste 60km. Michael Berling har før kørt løbet og beretter: "Det er utrolig vigtig at vi formår at holde os fremme inden bakkerne efter 60km. Specielt i tilfælde er sidevind er dette et kritisk punkt. Løbet bliver reelt afgjort efter de første 60km, da rytterne vil falde af bagfra som fluer. Hvis vi formår at holde os fremme de første 100km, så skal vi nok lave et godt resultat.". Det bliver spændede at følge de 2 tidligere ACK ryttere, der idag begge er på kontrakt i Horsens.

Den interesserede læser kan se mere om løbet her (Husk at skrue godt op for lyden, da du bliver mødt af den største fanfare :-))

Rytterne vender snuden hjem igen til Danmark sent søndag aften forhåbentlig med sæsonens første flotte resultat.