Nyt om CK Aarhus klubtøjet
CK Aarhus er igen – takket være en række sponsorer og nøglepersoner i klubben – i gang med at designe og producere klubtøj til medlemmerne. Det kræver en stor indsats at få aftaler og detaljer på plads. Det er bl.a. vore sponsoraftaler, der gør, at medlemmerne kan købe tøj, låne cykler og køre cykelløb til særdeles favorable priser - alt sammen fremmer det den sportslige udvikling i vores klub og indenfor cykelsporten.

Derfor er det meget vigtigt, at medlemmerne også køber klubtøjet og kører i det til træning og cykelløb. Hvis du ikke kører i klubtøjet, gør du klubben og klubledelsen en "bjørnetjeneste". Det gør du, fordi sponsorerne så med rette kan hævde, at de ikke får reklameværdi nok for pengene, og dermed, i værste fald, ikke støtter os i fremtiden.

Uden vore sponsorer kan vi ikke udvikle cykelsporten i CK Aarhus i den grad som vi ønsker. Uden vore sponsorer kan vi heller ikke stille lånecykler til rådighed for vore unge ryttere og vi kan slet ikke tilbyde fællestransport til cykelløb, medmindre vi hæver vort klubkontingent til omtrent det dobbelte for alle medlemmer.

Der forhandles med mulige sponsorer indtil den ca. 1. december. Herefter besluttes hvorledes klubtøjet skal se ud, og inden layoutet sendes til tøjproducenten, skal det godkendes af DCU. Det betyder, at det nye design muligvis kan ses allerede i januar 2009.

Noget af det mest triste man kan som tovholder på sådan en klubtøjs-opgave kan opleve er, når et eller flere klubmedlemmer kører i en anden klubs tøj. Det vidner om manglende respekt for de mange hundrede timers arbejde, der bruges på klubarbejdet og på at skaffe sponsorer og fordelagtige tilbud til medlemmerne.

Man kan vælge at tro på, at det beror på manglende omtanke og viden om klubbens værdier, men egentlig virker det umiddelbart meget demotiverende og nærmest som et slag i ansigtet, når man oplever dette. Derfor - er dit klubtøj til vask, så kør i noget neutralt cykeltøj eller noget "praletøj" som f.eks. en Alpe d’Huez trøje eller lignende.
Kan gæster deltage i tilrettelagt træning med CK Aarhus?
Vi har ved flere lejligheder haft diskussionen: Kan gæster få lov at køre med ved vores tilrettelagte landevejstræning? Holdningen er helt klar: Selvfølgelig tager vi imod gæster, som gerne vil deltage et par gange i vores træning – eller nye medlemmer, som lige skal prøve, om det er noget for dem.

Er man ikke medlem af CK Aarhus, kan man på invitation fra træner eller turleder køre med os i en kort periode – også i eget klubtøj eller i neutralt cykeltøj. Tegner man derefter aktivt medlemskab af CK Aarhus, skal man blot trække i CK Aarhus klubtøjet og så kan man træne sammen med os alt det, man har lyst til.

Der er altid tilfælde, som falder udenfor rammerne. For eksempel ved vi at vore tidligere eliteryttere Daniel Andersen og Martin Hjørngaard vil fortsætte deres aktive medlemskab af CK Aarhus, samtidig med at de cykler hos Cycling Nord Elite. Da de er kontraktligt forpligtet til at træne i deres Cycling Nord klubtøj, kan vi således ikke kræve at de træner i CK Aarhus klubtøj, selvom de kører med os hele vinteren 2008-2009. Sådanne særtilfælde vil der også være plads til.