|
Indledningsløb
Meget lovende sæsonstart for CK Aarhus
Søndag den 2. april var der indledningsløb i Århus. Der blev kørt omgange på en rundstrækning omkring Malling, Tulstrup og Tander.
I Ældste drenge viste Jeppe Gade gode takter og kom ind på en 6. plads. Emil Juel Jensen kørte ligeledes et flot løb i Mellemste drenge og kom ind på en 5. plads.
I Begynder-klassen gjorde CK Aarhus rent bord, ved at tage alle podiepladserne. Tommy Ågren blev dagens helt foran Thomas Kenneth Sørensen og Henrik Jensen. Det lover godt for sæsonstarten i Hobro på søndag.
I A-klassen havde vi fornemt besøg af en tidligere ACK'er - Glud & Marstrand rytteren Michael Berling. Michael har igennem vinteren "hygget" sig med 6-dages løb i København og etapeløb i Asien og Europa. Så der var basis for en god dyst for klubbens A-ryttere, da Berling pt. hører til iblandt de allerbedste i Danmark både på banen og landevejen.
I dagens anledning kørte A-feltet sammen med B, C og Junior feltet. Efter et par omgange var der etableret et udbrud med 8 mand. Michael Berling og de 3 CK Aarhus ryttere - Mads Nielsen, Morten Meisner, Jacob Schneevoigt fra A-klassen. De 2 CK Aarhus ryttere Lars Ejaas, Claus Nielsen og Bjarne Olsen og Klaus Vesterlund fra B-klassen.
Udbruddet holdt til mål og afslutningen i A-klassen var meget taktisk da de 3 CK Aarhus ryttere på skift prøvede at stikke for at slå Michael Berling. Michael var snu, stærk og holdt stand og slog til i spurten som han vandt foran Jacob, Mads og med Morten som nummer 4.
Mads Nielsen sagde efter løbet "Vi gjorde hvad vi kunne for at slå Berling, stak på skift - men han var simpelthen for stærk idag. Den bedste mand vandt ingen tvivl om det"
I B-klassen måtte Lars og Claus sande at Klaus Vesterlund og Bjarne Olsen lige var en tand mere skarpe, så de måtte desværre slippe med en omgang igen.
Bjarne Olsen slog Klaus Vesterlund i spurten og Lars trak det længste strå i kampen om 3. pladsen imod Claus. Martin Wang Hjørngaard, kom ind på en flot 5. plads i B-klassen.
Tak til de mange frivillige hjælpere på ruten og ved start, der var med til at skabe en god dag omkring Malling. |