Henning Kristensen beretter om søndagstur 11. april

Hermed en lille beretning fra min debut om turleder for hold 3.

Jeg blev noget forbavset, men også glædelig overrasket, over deltagerantallet søndag den 11. april. Når man så oven i købet har planlagt turen nordpå gennem byen, som jeg personlig ikke synes er særlig behagelig, med mange stop og deraf følgende opsamling. Nu var vindretningen bare sådan, så det måtte gå nordover. Godt nok!

Vi gjorde holdt inden Egå Marina, for, som jeg havde planlagt, at køre paradekørsel (som vi med succes afprøvede på træningslejren). Vi fik også aftalt, at der kunne spurtes på stigningerne, med efterfølgende opsamling, hvilket selvfølgelig gik noget ud over disciplinen, så vi havde et mindre styrt, da en af de NYE ramte en kantsten - dog uden at komme alvorligt til skade. Men ellers fungerer denne køreteknik rigtig godt og rummer absolut flere fordele: Ingen i tredje position eller fjerde position, kortere føringer, og mere tid i læ til alle. Mht. til de nye deltagere, var det en blandet skare, både hvad angår form, køreteknik og disciplin.

Vi havde specielt 3-4 mandlige og en engelsktalende (tysk) pige, som kørte særdeles godt - så godt, at de ikke fremover skal på dette hold, men antagelig på hold 2 (eller måske hold 1). De satte sig på samtlige bakkespurter med en enkelt undtagelse og måske skulle de lige prøve, hvad vi andre kunne, så der blev gået til vaflerne.

Vi fik dog samling på tropperne uden problemer og nåede Rønde til en kop mokka, som varmede efter pissekold modvind. Jeg frøs, så jeg næsten ikke kunne holde på bægeret pga. af lidt for optimistisk påklædning.

Hjemturen ad samme rute indtil Løgten, hvor nogle af de nye som aftalt valgte at køre via Studstrup og den lige vej hjem. Vi andre fortsatte via Vorre, Hesselballe, Hjortshøj, Egå, Risskov og sagde farvel efterhånden.

Gorm Laursen og undertegnede brugte lige de sidste resurser på turen til Beder/Norsminde. Min triptæller stod da på 103 km. Og så ned på divaneseren og se Paris-Roubaix. Fin tur. Jeg ser frem til min næste opgave.

Med venlig hilsen
Henning F. Kristensen