CK Aarhus ønsker alle medlemmer et Godt Nytår!
31-12-2010
2010 er snart et overstået kapitel. Det har været et særdeles spændende år set med bestyrelsens øjne. Strukturudvalgets forslag til ny struktur i klubben blev vedtaget i en modificeret udgave, efter nogle spændende og konstruktive debatter på såvel den ekstraordinære som den ordinære generalforsamling. Det betyder, at udvalgene i CK Aarhus har væsentlig mere frihed og ansvar end tidligere. Til gengæld har bestyrelsen nu mulighed for at arbejde mere visionært.

Som formanden nævnte i sin beretning på generalforsamlingen den 9. november, vil bestyrelsen i den nærmeste fremtid arbejde med at fastholde klubbens eksisterende sponsorer og forsøge at få flere nye. Derudover arbejdes der for fuld kraft med at undersøge markedet for klubtøj, således at vi får den bedste sammenhæng imellem pris og kvalitet. Arbejdet forventes afsluttet ultimo januar.

Yderligere vil bestyrelsen arbejde med at udbygge arbejdet med Aarhus kommune om ESAA arbejdet - med projektet indendørs cyklebane i Aarhus - med kontinuerlig kontakt med klubbens faste udvalg - med nedsættelse af et trænerudvalg og med at udvikle klubbens målsætninger.

Bestyrelsen påtænker at invitere alle klubbens trænere til et seminar i starten af 2011, med det formål at få alle træneraftaler på plads.

I forbindelse med vores fælles træningslejr i foråret, vil vi afholde et seminar, hvor klubbens vision, mission og sportslige målsætninger skal diskuteres og beskrives. Således bliver det et fælles projekt for alle aktive medlemmer.

Klubbens ambitiøse projekt, som vi kalder ”fra Junior til Elite”, er – på trods af en særdeles vanskelig opstart – godt i gang. Bestyrelsen vil i løbet af 2011 nedsætte et eliteudvalg, som skal styre arbejdet med at skabe en elitekultur i CK Aarhus om 3-5 år. Det er en meget stor opgave, som vil kræve en ekstra stor indsats på sponsorsiden, da et elitecykelhold vil belaste klubbens økonomi med mindst 500.000 kr. årligt.

Bestyrelsen har med hjælp fra Jeppe Thing gennemført en medlemsundersøgelse i 2010. Resultatet af medlemsundersøgelsen vil blive bearbejdet på det kommende bestyrelsesmøde og medlemmer vil herefter få fremlagt resultatet samt de tiltag, bestyrelsen vil foretage som konsekvens af denne.


Med ønsket om et sportsligt fantastisk 2011,
John Ollerup, Jens Holm Gylling, Kjeld Liisberg, Michael Larsen og Johnny Franck