Fuld besat podie

Efter lørdagens to tidlige punkteringer til Ole og Michael Hugener, måtte de to have ekstra overskud til løbet i Odder. Der skulle heller ikke cykles længe før Ole forsøgte sig. Den første halve omgang blev dog kørt så stærkt at udbrudsforsøgene aldrig fik lang snor og der var hele tiden øjenkontakt.

Det var først efter 1½ omgang at et udbrud kom af sted. Det var på godt 10 mand, hvor CK Aarhus havde 4 ryttere med, Mikkel, Michael Larsen, Michael Hugener og Andreas. Der blev kørt rigtigt stærkt, men det lykkes dog 3 mand at lukke hullet, hvor Ole og Martin var iblandt.

Dermed var udbruddet godt besat af Aarhus folk. Desværre betød det også at arbejdslysten fra de andre faldt og farten blev sat væsentligt ned. Da der blev kørt ud på 3. omgang var der enighed om, at der skulle provianteres, så tempoet var helt nede.

Det betød, at vi inden længe kunne ane resten af feltet nærme sig og før vi krydsede målstregen ud på sidste omgang var der også sammensmeltning. Folk var begyndt at blive mærket, så tempoet var ikke så højt, da Pederstrup lå og ventede. To ryttere kørte hver for sig af sted et stykke inden.

Efter toppen kørte 3 ryttere væk, Mikkel, Ole og Andreas. Flere forsøgte at følge dem, men det lykkedes kun en fjerde CK Aarhus rytter at komme op, Michael Hugener. Har var der ingen uenigheder og forspringet blev hurtigt øget. Og de to mand som lå foran blev hentet ind. Den ene havde siddet langt tid derude, hvilket nok var årsagen til, at han ikke ville føre de første mange kilometer.

Med 4 ud af 6 mand og et godt forspring måtte det ikke fejle. Da der var godt 3 kilometer tilbage var der en lille bakke, hvor Mikkel og Andreas forsøgte sig, men det blev lukket med det samme af de 2 andre. Michael slog kontra kort efter, og her var der ikke noget svar, og han kunne køre alene til mål. Med Michael af sted kunne de 3 andre ligge på hjul, så har kunne Andreas og Mikkel kæmpe om de 2 resterende podiepladser. Andreas trak det længste strå. Ole fik en 6. plads, hvilket skyldes at han gik sukkerkold hen imod slutningen. I det hele taget en stor dominans fra CK Aarhus’s side.