JP Århus Rundt – evalueringsmøde
Den 10. september kl. 19.30

Løbet er for længst overstået, men det er ikke for sent at sige tak fra arrangementsudvalget til de mange klubmedlemmer med flere, der stillede sig til rådighed som hjælpere i denne forbindelse. Som det er sagt mange gange før, så kan vi ikke gennemføre et sådant arrangement uden den form for opbakning.

Vi har fået ros fra mange deltagere for arrangementet, også med hensyn til de ændringer der var foretaget i forhold til tidligere år, især hvad angår ruteomlægningerne. Desværre var vi jo ude for, at et par skilte på to af ruterne var blevet fjernet, så det gav store problemer for de pågældende deltagere. Det har vi naturligvis ikke fået ros for, selv om vi i og for sig ikke selv var skyld i problemerne. Men det er ærgerligt, at nogle deltagere har fået spoleret en ellers dejlig dag.

Den slags problemer vil vi gerne undgå næste år, og vi vil derfor gerne have alle hjælpere med til at vurdere, hvad der var godt og hvad der var mindre godt i år. Så vi kan lære af det og lave et løb, der nærmer sig det perfekte og med flest mulige deltagere. Vi holder derfor en evalueringsaften i klublokalet på cyklebanen mandag den 10. september kl. 19,30 og beder alle møde frem og give deres bidrag. Til gengæld giver vi kage, kaffe og andre drikkevarer.

Hvis du er forhindret i at deltage, men har kritik eller gode idéer, så send gerne en e-mail til k.h.andresen@mail.dk, så tager vi dine bemærkninger med i evalueringen. Men vi håber selvfølgelig, at flest muligt møder op.

På arrangementsudvalgets vegne,
Henrik Andresen