Esbjerg vært for sæsonens første linieløb
 
Søndag var der sæsonstart i det jysk fynske distrikt. Esbjerg var vært med en ny rute omkring St. Darum. 20 grader og næsten ingen vind, var en perfekt ramme for sæsonstarten.
CK Aarhus havde Jette Fuglsang og Maria Kruse til start i Dame A. De kom begge med feltet hjem, dog uden for præmierækken. Mette Nørtoft stillede til start i Dame B. I hendes debut i et pointgivende løb lykkedes det Mette at køre sig ind på en fornem 3. plads og dermed 5 point på kontoen.

I Herre A-klassen havde vi Lars Ejaas, Martin Wang Hjørngaard og formstærke Daniel Vestergård Andersen til start. Lars havde en skidt dag, hvor hans rolle hurtig var udspillet i feltet. Martin måtte senere udgå med en mindre knæskade. Daniel punkterede med 12km tilbage af løbet og desværre kom Daniel aldrig tilbage til gruppen igen. Alt i alt en uheldig dag for CK Aarhus i A-klassen.

I Herre B-klassen var Eskil Vammen, Peter Folsach Johansen og Claus Nielsen til start. 8 mand kom hurtigt i udbrud desværre uden de tre rytteres tilstedeværelse. Eskil havde stadig tunge ben efter løbene i Belgien og Claus var præget af lørdagens ”nedkørsel” i Hillerød. Udbruddet holdte til mål og Claus spurtede sig ind som nummer 9 i den karakteristiske siddende spurt. Eskil havde desværre ikke dagen og kom efter en hård dag ”på kontoret” ind på en 25. plads.

I Begynder-klassen hvor klubbens håbefulde talenter udfolder sig, havde vi ikke mindre end 5 ryttere til start. Kenny Møberg netop hjemvendt fra træningslejr i Italien, Jeppe Engberg (Billedet), Daniel Folsach Kristensen, Mikkel Rønberg Thomsen og Henrik Roland.

Der var debut til Mikkel og Henrik og begge ryttere var med til at præge løbet i feltet. Bedst gik det Kenny og Jeppe. Jeppe stak efter allerede 200 meter sammen med den senere vinder Nikolaj Krog fra Silkeborg og indtil 2. omgang lå de alene i front. På 2. omgang fik gruppen følgeskab af 3 ryttere deriblandt Kenny Møberg. Desværre fik Jeppe krampe med halvanden omgang igen og måtte slippe gruppen. Jeppe viste dog høj moral ved at holde feltet bag sig og kørte ind på en flot 5. plads. Jeppe er nu blot 17 point fra C-klassen. Kenny sad stadig flot med i den 4 mand store frontgruppe. Kennys varemærke er hans sublime spurt, desværre sad de 14 dages træningslejr i Italien i benene, så Kenny måtte tage til takke med 4. pladsen i sit comeback løb.

Henrik Roland blev nummer 5 i feltets spurt og dermed samlet nummer 10. Flot kørt i hans første licensløb.

I H50-klassen kørte vores nye rytter Ole Attermann en flot 6. plads i hus og i Mellemste drenge kom Andreas Holm Gylling ind på en flot 8. plads.

Alt i alt en ok sæsonstart for CK Aarhus, der nu indtager 9. pladsen i den samlede point statistik.