Genoprejsning til CK Aarhus i Belgien
Skrevet af Eskil Vammen

Efter lørdagens lektion i hvordan cykelløb i Belgien skal køres, var der fremgang at spore hos størstedelen af klubbens eliteryttere. Dog var Lars Ejaas plaget af store rygsmerter, hvorfor han måtte udgå (efter en omgang Compex-massage melder Lars sig dog klar til nye angreb mandag).

Alle gennemførende CK Aarhus ryttere kørte i premierækken: Daniel Vestergård nr. 12, Martin Hjørngaard nr. 15, Eskil Vammen nr. 27 og Claus Nielsen nr. 29.

Søndagens løb blev kørt i 20 grader og solskin og bestod af 106 km fordelt på 12 omgange. Feltet talte kun 65 ryttere, idet de fleste belgiere valgte at tilbringe eftermiddagen med at se Flandern Rundt i TV. Selvom vi er ”flygtet” helt til Belgien for at undgå de stærke danske teams lykkedes det alligevel Glud og Marstrand Horsens at finde os i den belgiske flække Erpe Mere.

Som en del af taktikken angreb en stærkt kørende Claus Nielsen igen og igen på de første 10 km. Daniel Vestergaard kørte kontra på et af Claus' angreb og lå en overgang alene i front indtil bl.a. Martin Hjørngaard og den senere vinder Rune Udby fra G & M gjorde ham selskab i front. Lau Kierulff - der i dag kørte sit første løb med CK Aarhus drengene - kom også op til hvad der skulle blive det afgørende 17-mands udbrud.

Der var gennemgående enighed om samarbejde i udbruddet, mens alle belgiere i feltet troede at de kunne køre op til udbruddet alene - det kunne de ikke. Martin, Daniel og Lau formåede meget flot at bidrage til samarbejdet hele vejen frem til finalen, hvor det lykkedes to ryttere at køre væk. I spurten om 3. pladsen skulle supersprinteren Kim Marius Nielsen fra G & M slåes, men det lykkedes dog langtfra.

Efter løbet vrissede Martin, ”Jeg skal dælme hjem og træne spurter.” Lau blev desværre kørt i grøften i opløbssvinget, og udspillede dermed sin rolle. Alt i alt var der dog tilfredshed med, at vi havde 3 folk med i finalen.

I feltet var Claus Nielsen meget aktiv og kørte med i alle seriøse forsøg. Eskil Vammen var skidt kørende, men formåede alligevel at blive 2'er i feltets spurt. Med sin karakteristiske siddende spurt blev Claus nr. 4 i feltet.

I morgen er planen ifølge sportsdirektør Henrik Dann ”at slå alle Cirkus-rytterne”. Fortsættelse følger...
Daniel i front i det afgørende udbrud.
Eskil og Claus i udbrud med Michael Berling fra Glud & Marstrand.
Claus forrest i hovedfeltets spurt.