Sæsonen er officielt slut og de sidste klassiske brosten og grusvejsløb er kørt. En lang og hård sæson er slut for de fleste. Medmindre man tager hele tørnen og køre på de skrå brædder eller i den smattede mudder, er det nu tiden, hvor man får plejet alt det man ikke kunne i løbet af sæsonen.

Der bliver spist fantastisk fedtholdigt mad, drukket rødvin og andre læskende alkoholiske drikke. Kroppen hæver stille og roligt op som en Bøf fra Samba. Og ja jeg tror jeg vinder sådan en kasse i år ;-) Den dårlige samvittighed overfor familie og venner (hvis stadig haves) plejes og man træner ikke i den grad man ellers tvang sig selv til. Tømmermænd tillader man sig selv. Man stresser af og giver kroppen et velfortjent hvil. Får lavet de smadrede tænder fra årets styrt. De trænger til det. Som om tømmermænd var afslapning.....

Jeg tager hatten af for dem der holder hele året ved at køre på de skrå brædder eller i mudderet. I år har vi set et par eksempler på sportens dilemma. Stress er ikke bare noget man kan risikere i erhvervslivet. I år var året hvor Danmark mistede endnu et par store talenter pga det konstante hårde pres. Stress/Udbrændthed og depression var iblandt grundene.

Træning, kost, restitution som ikke efterlader meget tid til andet. Mange afsavn, stort fysisk pres og for nogle et konstant mentalt pres. Enten fra en selv eller/og fra omverdenen. Nogle trives med dette, andre kan fungere sådan i en periode og til sidst er der dem som ikke kan forenes med cykelsportens dilemma og hurtigt begynder i den lokale serie 6 fodboldklub eller starter sammen med resten af direktionen på den lokale golfbane. Bytter den dyre motionist-racer ud med et klistermærke til firmabilen med en golfkølle som logo.

Perfektionisten der ikke overlader meget til tilfældighederne og stiller store krav til sig selv kan have det svært i cykelsporten. Konstant er der noget der kan optimeres. Kosten, træningen, udstyret – ja stort set det hele. Men denne perfektionist kan også finde sin niche her. Bare se på de to danske Tour De France vindere (Contador – du er ikke glemt, men blot ikke nævnt). Epo i forskellige former skabte ikke udelukkende resultaterne for de to herrer.

Jeg må erkende at jeg ikke formåede at håndtere dette pres ordentlig i år. Når jeg siger pres mener jeg det pres som jeg udsatte mig selv for. Efter et suverænt forår med en opfyldt målsætning og mere til, kunne jeg i juni mærke en snigende utilpashed. Kroppen sagde stille og roligt fra. Min krop og min hjerne var stresset og jeg viklede stille og roligt mig selv ind i en ond spiral, som hele tiden udviklede sig negativt. Det resulterede i et kummerligt DM i enkeltstart, afbud til DM holdløb og efterfølgende 6 ugers sygdom, med alle øre, hals og næse sygdommene, da kroppens ressourcer var i bund.

Motivationen forsvandt i takt med at jeg ikke kunne committe mig 100% som i foråret. Pludselig kunne jeg ikke træne og endofin kicket udeblev. Gu' ved om der er forsket i dette dillema ? Sportsfolks afhængig overfor deres sportsgren ? Indebrændt og tom bliver man hurtig når dagligdagen ellers er lagt 100% an på træningen. Kort sagt helt umulig at være i stue med.

Da sygdommen så småt var væk, var formen og motivationen flygtet til breddegrader, hvor jeg slet ikke kunne nå at genfinde den. Jeg kørte vores eget løb 2 smukke dage ved Aarhus mere af pligt end lyst. Bildte mig selv ind at det var fedt og det rigtige at gøre. Efter løbet rørte jeg ikke cyklen i 2 uger. Gu' ved om jeg havde udviklet en ”Skydegal Bilist” fobi ?

Havde ikke lyst og kunne ikke se fornuften med alle de afsavn jeg igennem året havde måttet lide. Det er sportens helt store dilemma. Det er utrolig fedt når man kan committe sig 100% til det og resultaterne og målsætningen bliver nået. Så snart man ikke længere er i stand til at træne, risikere man at blive indebrændt i knolden og afsavnene begynder så småt at virke meningsløse.

Ja ja man kan jo bare have et mere afslappet forhold til sporten ? Nej det tror jeg faktisk ikke man kan hvis man gerne vil gå hele vejen. Det er ikke som i fodbold, hvor Ronaldinho kan sidde og spise chips, drikke cola, spise utallige Sun Lolly og spille Fifa 2007 aftenen før VM finalen, fordi hans talent er unikt og bærer ham den største del af vejen. I cykling kommer man ikke langt på talent, der er det hårdt arbejde, hvis man vil noget med sin sport. Alt andet er i min verden useriøst og ja det er mit dilemma ;-)

Selv en gåtur med hunden kan være nøje tilrettelagt. Det kan virke sygeligt, for folk uden for sporten. Spørgsmålet er så om det i virkeligheden er det ? Det kan du som læser selv afgøre. Man træffer nogle valg og laver nogle prioriteringer. Man bestemmer selv sit liv og indholdet i dette. Men er det i virkeligheden en afhængighed og/eller en flugt væk fra noget at dyrke cykelsport på eliteplan ? Selvfølgelig er der en passion for sporten, men kan passionen virkelig ”overdøve” alle afsavnene og lidelsen i løbene ? Jimmi Madsen udtalte på sin sidste løbsaften i Ballerup for nogle år siden, at han slet ikke kunne forstå hvorfor at han havde brugt så mange år af hans liv på sporten og han han ikke ville savne at sidde på cyklen. Derudover havde han helt ondt af de unge knægte der til sidst var hans modstandere. Hvorfor ? Hvorfor gjorde du det så ?

Jeg må nu erkende at det var den chance jeg fik og ville ofre for at prøve det af på topplan. Livet med cykling på topplan er for mig for hårdt, da jeg konstant presser mig selv fysisk og mentalt. Jeg egner mig ikke til livet med elite cykling på menuen, sammenholdt med at jeg nok aldrig kunne drive det til mere.

Nu her efter at jeg er stoppet med træningen spørger jeg tit mig selv, hvorfor jeg egentlig har brugt 3 år af mit liv på dette ? Alle de sindssyg kolde vintertræninger, med frosne og blå tæer. De lange 200 km's træningsdingere hvor man som en zombi angriber køleskabet i en halv time for derefter at segne om på sofaen resten af dagen. Jeg kan sgu ikke forklare det overfor mennesker udenfor sporten. Endofin afhængig, narcisistisk adfærd eller er det bare ren og skær idioti ? Jeg ved det ikke men jeg er glad for at have prøvet mig selv af i sporten, men samtidig er jeg glad for nu at skulle starte på en frisk og er kommet ud af afhængigheden.

Efter 9 måneder som selvvalgt ledig IT-konsulent, starter jeg på mandag i IT-branchen på ny. Jeg glæder mig til at komme videre med livet, hvor jeg vil have et mere afslappet og naturligt forhold til cyklingen. Jeg vil stadig finde Zipp hjulene, SRM'en, kulfiber rammen og resten af liret frem og lege motionist i ny og næ. Måske jeg også er at finde i enkelte licens løb i de sekundære klasser. Måske jeg ligefrem vil stille op i diverse motionsløb og gøre livet surt for licensrytterne ? Ja det er jo set før for andre af klubbens tidligere stjerner ;-) Men A-klassen og elitecykling er et overstået kapitel for Claus Nielsen fra Galten.

I den forbindelse vil jeg gerne sige tak til de mennesker som jeg har haft med at gøre i klubben. Talentmassen i CK Aarhus har aldrig været større. Der bliver knoklet i B/U afdelingen i en grad der er beundringsværdig. Der er aldrig kørt så mange point hjem og klubben har vist heller aldrig fået 2. pladsen i Distrikt Jylland Fyn før. Det bliver en svær opgave at efterligne i de kommende år og det bliver ligeledes en stor opgave at holde på den talentmasse. De ting jeg husker bedst i år, må klart være Jette Fuglsangs og Mette Nørtofts fantastiske raid i Dame med langt over tres tusind point. De kan begge nå helt til tops. Daniel Vestergaard Andersens imponerende 10 point i Herre A, Ole Skaarups, i daglig tale kendt som Døds Ole eller Døden fra Hobro, sublime arbejde for eliten. I er i mine øjne beundringsværdige :-) og må alle sammen med klubbens mange frivillige hjælpere være kandidater til årets bedste klubmand/kvinde. Daniel, Jette og Mette må sammen med Andreas og Anton klart være iblandt favoritterne til at at løbe med året Talent Pris.

Som afslutning må jeg lige nævne at Galten FS nok desværre glippede oprykningen til Serie 1 med nederlaget til Fredericia i weekenden. Ærgerligt.

Nå men god vinter og skiltet i Galten.....Det holder i jer fra. Det er mit ;-)

Mvh/Claus Nielsen