CK Aarhus par nr. 4 i partidskørsel
Martin Hjørngaard og Daniel Vestergaard Andersen var kun 16. sekunder fra en podieplads ved Værløse Farum Cykelklubs partidskørsel lørdag den 6. september. De havde begge disponeret med en 39 km rute, men da ruten var blevet ændret til kun 30 km, havde de masser af krudt i benene, da de pludselig fik målområdet i sigte.

Både løbsarrangør og kommissærer havde stor forståelse for problemet og de indvilligede i at give de to CK Aarhus ryttere 4. præmie for resultatet. Martin Hjørngaard og Daniel Vestergaard Andersen var naturligvis ærgerlige over at de ikke fik skudt det hele af – de kunne let have taget den velfortjente 3. præmie. Men som et plaster på såret stiller de begge nu til start i CK Aarhus enkeltstarten søndag den 7. september med masser af energi.

OL-sølvvinderne Michael Mørkøv og Casper Jørgensen fra Team GLS Pakke Shop var kun godt et minut hurtigere end CK Aarhus rytterne, som kørte parløbet med en gennemsnitsfart på over 48 km/t.