Søndagsridt d. 29 januar 2012
af Viggo Haraldsted

Klokken 9.30 forlader en flok ”naturstridige” cyklister kaffestuen på cykelbanen og begiver sig af sted mod Brabrand Engsø. Et lag frisk puddersne overalt, selv på vejen, som vi snart forlader og kører vestpå ad stier og nedlagt jernbane.

På de lige stykker kan vi træde til, i sving og nedad er agtpågivenhed påkrævet, ofte skrider et hjul en håndsbredde til siden ledsaget af et gisp fra rytteren, når han uforvarende er kommet uden for stien, hvis afgrænsning er usynlig under sneen.

Rundt om Brabrand Engsø, så nordpå gennem krat og småskov ad stier, som er ukendte for de fleste af os. Orientering vanskeliggøres, fordi alt er hvidt i hvidt, og da sneen begynder at falde, får denne udflugt tæt på motorvej og industrikvarter et eventyrligt islæt.

Vi rammer Blankhøj fra bagsiden, kaffe i et ellers øde motorvejscafeteria.

Turen hjem er ikke mindre spændende, jeg bestiger to af de tre affaldsbjerge af forurenet jord ved Jernaldervej. Igen føler man sig hensat til en anden verden. En verden af sne og lys og vind uden rigtig forbindelse til den virkelige. Forrædderisk lurer isen under sneen, men farten er lav og styrtene ufarlige.

En livgivende indsprøjtning af tyst hvidt lys i vintermørke sind…. nå ja, lige bortset fra Eriks konstante knævren :-)

Viggo Haraldsted