En forrygende træningslejr
 
CK Aarhus afholdt henover weekenden en formidabel træningslejr med base i Kjeldsø-lejren ved Ans mellem Silkeborg og Viborg. Træningslejren bestod af 5 gode pas. Både ungdomsafdelingen, licens og motionister var rigt repræsenteret blandt de 50 deltagere.

Fredag eftermiddag kørte rytterne i fire grupper ud til hytten, hvor ungdom/junior og licens, via en afstikker over den legendariske Pøt Mølle, fik lov at føle hinanden på tænderne for første gang.
Lørdag morgen kørte ungdom/junior en smuk distancetur over Dollerup Bakker og Silkeborgs løbsrute i Kjellerup. Efter en god frokost bød eftermiddagen på et knaldhårdt 32 km holdløb, hvor der var 4 ryttere i hver gruppe.

Vinderholdet blev et mixhold bestående af de unge junior-løver Kasper Harders og Nicklas Pedersen, René Schmidt (D-klassen) og Eskil Vammen (træner). På andenpladsen kom et rent juniorhold bestående af Lasse Eland, Claus Lindebjerg, Jens Hjort og Peter Holm. Det bedste seniorhold måtte bittert erkende, at 2 punkteringer satte en brat stopper for deres vinderambitioner. Der forlød dog masser af rygter om, at seniorerne fingerede defekter for at spare kræfterne til næste dags linjeløb.
 
Søndag morgen stod på det omtalte linjeløb, som bestod af 45 relativt flade km. På rulleturen ud til løbet var stemningen spændt, og det lod til, at de fleste af de 35 ryttere allerede var i gang med at planlægge potentielle jubelscener. Andreas Gylling åbnede friskt ballet med et tidligt tv-udbrud, som dog blev hentet, hvorefter det afgørende hug blev etableret. Det bestod af Emil Bækhøj (ungdom), Lasse Eland, Nicklas Pedersen, Kasper Harders og Peter Holm (alle junior), René Schmidt og Jacob Linkis (begge D) og trænerne Stig Nørregaard og Eskil Vammen. På de sidste km trak en 4-mandsgruppe fra på en forcering af en stærkt kørende Jacob. I gruppen sad også Lasse, Peter og Eskil. I spurten sejrede Lasse i overbevisende stil foran Eskil, Peter og Jacob.

Lasse Eland har henover vinteren udviklet sig enormt via en stor og seriøs træningsindsats og et vægttab på 6 kg. Det bliver særdeles spændende at følge ham og de øvrige ungdoms- og juniorryttere til sæsonstarten i næste weekend i Nordtyskland. I løbet af den kommende tid vil CK Aarhus hjemmeside blive opdateret med nye spændende rytterprofiler.

Selvom modvind er den største gave til cykelryttere, hørte man ingen klager over den massive rygvind på den sidste træningstur tilbage til Århus.

Stemningen på træningslejren var generelt helt i top, og deltagerne kom godt ud af det med hinanden på tværs af afdelinger og alder. Det hele blev hjulpet godt på vej af usædvanlig god bespisning, som nærmest var gourmet mad sammenlignet med den traditionelle cykelrytter-ret, spaghetti og kødsovs.

Tid sidst skal der lyde en kæmpe tak til Kai Hansen fra motionsafdelingen, som var en særdeles kompetent initiativtager og hovedarrangør af træningsweekenden.

Eskil Vammen