To sejre til CK Aarhus i weekendens løb
Lørdag blev der kørt løb i Hobro. Ruten var kuperet og visse steder var den åben for sidevindskørsel. B klassen havde samkørsel med A-klassen, noget der på forhånd passede Jacob Schneevoigt godt. På første omgang kommer Jacob afsted i udbrud med otte A-ryttere og tre B-ryttere.

Gruppen arbejder godt sammen og der oparbejdes hurtigt et godt forspring ned til forfølgerne. Gruppen holder sammen indtil sidste omgang indtil 10 km før mål, hvor gruppen bliver splittet på den hårdeste bakke i løbet. Jacob kommer med op over bakken med fire A-ryttere og en B-rytter og gruppen holder ind til mål, hvor Jacob vinder spurten og sikrer sig 1. pladsen i B-klassen.

I D-klassen fik Peter Dueholm endnu engang et enkelt point i form af en 8. plads. I U17 endte Kasper Harders og Thorlak Frank desværre lige udenfor præmierækken. I U15 viste Andreas Gylling igen at han er på rette vej og kørte ind på en 10. plads.

I U13 vandt Anthon Charmig overbevisende forfølgergruppens spurt og blev flot nr. 2. Det er vist kun et spørgsmål om tid før Anthon prøver at stå øverst på skamlen i U13.

Søndag blev der kørt på en hård og kuperet rute Nordøst for Randers. I B-klassen prøvede Jacob Schneevoigt og Eskil Vammen flere gange i starten af løbet at komme afsted i udbrud, og cirka halvvejs på første omgang lykkedes det Jacob Schneevoigt at komme afsted i et 12 mands udbrud.

Eskil Vammen prøvede eftefølgende flere gange at komme op til udbruddet, men uden held. Med halvanden omgang tilbage blev frontgruppen reduceret med fire mand, så den kun bestod af otte mand. Det var nu helt sikkert at vinderen skulle findes i denne gruppe. Jacob var dog mærket efter gårdsdagens løb og endte på en 6. plads. Eskil Vammen vandt sikkert forfølgernes spurt og endte på 9. pladsen.

I U17 endte Nicklas på en flot 12. plads til trods for at han kom fra et hårdt etapeløb i Holland. Kasper Harders og Thorlak Frank ender endnu engang lige udenfor præmierækken.

I D-klassen viste Klaus Frederiksen sine store evner som sprinter og spurt besejrede hele feltet og kørte flot ind på 1. pladsen. Klaus har gennem det sidste stykke tid vist at formen har været god, og det var egentlig bare et spørgsmål om tid før sejren kom. Stort tillykke til Klaus.

Jacob Schneevoigt
3. maj 2009

Foto: Kurt Hansen www.cykel-foto.dk