Beretning fra Klubmesterskabet i Linieløb
Af Motionsudvalget
 

Så blev det atter tid for den årlige dyst mod sig selv eller mod klubkammeraterne.

Det rekordstore antal ryttere – 69 stk. – der stillede til start blev begunstiget med dejligt cykelvejr, og stor opbakning fra det talstærke publikum. Alle havde glæde af de mange opmuntrende tilråb på den hårde stigning op mod målet.

51 seniorer, ungdom og juniorer lagde ud med fællesstart på den 10,2 km lange rundstrækning der skulle tilbagelægges 6 gange. Der blev virkelig kørt race – andre valgte at køre mod sig selv, begge dele imponerende flot kæmpet!

19 drenge satte afsted kort efter seniorerne. Yngste Drenge skulle køre 2 omgange, Mellemste Drenge 3 omgange og Ældste Drenge 4 omgange. Sikken en energi der blev vist – bravo drenge!

Resultatlisten finder du HER
Du kan se billeder fra løbet HER

Dejligt at se, så mange der stillede op, og ikke mindst se de mange der havde tid til, at hygge lidt efter løbet. Der var efter løbet sat gang i grillen, og den stod på grillpølser, slik, sodavand, øl og kaffe. Vi håber at alle havde en god dag. Mange gik hjem med en af de mange sponsorpræmier vi trak lod om.

I skal have stor ros for jeres opbakning til arrangementet – det er sjovere at arrangere et klubmesterskab, når der er så mange deltagere der møder op.

Ligeledes en stor tak til de mange hjælpere der sørgede for et sikker, hyggeligt og en sportslig udfordrende afvikling af klubmesterskabet. Efter 2 dage ved Århus er det dejligt at konstatere, at bilisterne optrådte yderst hensynsfuldt. En af hjælperne - Bo Hauge Petersen - udtrykte det således:

"Oven på det, i trafikmæssig henseende, meget problematiske weekend arrangement i august, vil jeg gerne i forbindelse med dagens forløb rose bilisterne i lokalområdet. Jeg så absolut ingen sure miner, og alle vinkede venligt igen når de blev vinket frem efter at have ladet rytterne passere. Også de to eller tre gange det var nødvendigt at holde de gule busser tilbage var der lutter smil. Jeg ved ikke om det skyldes festugen, men absolut ingen problemer!"

Endelig skal lyde en stor tak til vores sponsorer som skænkede os de mange gaver der blev trukket lod om. De sponsorer der støttede vores arrangement var:

Road Bike Shop
Sashimi Sushi
Friis Kaffe
System Frugt
Top Nordic
Tulip