Århus – Rømø – Århus
434 km på cykelVi mødtes på Cykelbanen lørdag morgen kl. 06,45. Det havde regnet skomagerdrenge hele fredagen, så vi var lidt bekymrede for om det ville blive tørvejr, men det var dejligt vejr med solskin. Det blæste dog en hel del.
Brian Nielsen fra SMC Biler var mødt op med hele familien for at skyde os i gang. Vi kom godt afsted og måtte hurtigt sande at det nærmest stormede fra vest.
Alle i feltet skulle arbejde max for at hænge på. Vi nåede Horsens, hvor der ventede et veldækket morgenbord med rundstykker og basser. Inden Horsens havde vi dog kørt 5 km prolog i pivende side/modvind.
Efter kaffen fortsatte vi over Jelling og Bredsten til Egtved, hvor vi spiste frokost i træernes skygge. Efter frokosten fortsatte vi videre syd på til Hønning Plantage, hvor vi skulle køre Australsk Holdløb. Det blev 3 x 2 km i strid modvind. Alligevel blev der præsteret nogen udmærkede tider.
Efter konkurrencen var der en kort spisepause. Derefter tog vi den sidste etape over Rømø Dæmningen. Der er ikke noget til at dæmme op for vinden. Det var rigtig hårdt for rytterne med den hårde vind, men alle klarede turen og nåede til Rømø Vandrerhjem i god behold.
Det var et dejligt vandrerhjem med gode værelser. Værtsparret havde ryddet op i alle udhuse for at have plads til vore cykler, og det var aftalt at cyklerne ikke måtte være på værelserne. Det var der nogen der ikke overholdt, så jeg måtte indkassere en balle næste morgen da jeg var inde og afregne.
Vi fik flæskesteg med det hele til aftensmad. Det var nok ikke hvad vi havde håbet på, men det smagte nu udmærket. Værtinden fortalte at de havde modtaget en forkert leverance, og så måtte de bruge hvad de havde fået, og det blev så flæskesteg.
Næste morgen var der dækket et dejligt morgenbord, så alle kunne få fyldt maven op til turen, samt få smurt madpakker. Vi fik også fyldt alle vore thermokander, så der var til formiddagskaffen. Det var dejlig solskin og rolig vind fra vest søndag morgen da vi skulle afsted fra Rømø. Humøret var højt og der blev fortalt mange løgnehistorier i feltet. Første stop var lige efter Toftlund hvor vi skulle køre 4,9 km parløb. Kort efter konkurrencen var der kaffe og basser ved Nustrup Kirke. Da vi skulle afsted igen var det begyndt at regne lidt. Heldigvis holdt det hurtigt igen.
Vi fortsatte gennem Sommersted, Vamdrup, Lunderskov til Øster Starup Kirke hvor vi indtog frokosten. Efter velfortjent frokost i det grønne fortsatte vi nord på gennem Jerlev, Skibet og krydsede Grejsdalen, og fandt en god bakke da vi skulle op derfra igen.
Der var 13,1 km holdløb fra Uldum til Vestbirk. Det var en god bred vej med et par buler på. Efter holdløbet var der spisepause. Rytterne gad næsten ikke holde pause , men ville hellere hjem. Vi havde dog en tidsplan der skulle overholdes. Vi skulle ankomme til planlagt tid, så de andre aftaler kunne passe sammen. Det var vel også bedre at der var god tid, end det modsatte.
Vi ankom til Rådhuspladsen nøjagtig kl. 18.00 til festlig modtagelse af familie og venner. Annie og Bo havde kolde øl klar til os, og deltagerne nød den velfortjente forfriskning.
Weekenden sluttede med spisning på Cykelbanen, hvor Slagterriget havde tændt grillen, og Annie og Bo havde dækket fint op til os. Der blev holdt taler og givet resultater og præmier. Så var det tak for i år og på gensyn næste år den 12. og 13. juni 2010.
Husk at der er klubaften hos SMC-Biler mandag den 7. december 2009, hvor 2010 udgaven af Jyllandsløbet bliver præsenteret.
Med venlig hilsen
Niels Fisker
PS: Du kan resultaterne af konkurrencerne
her...