Beretning fra træningslejr i Horsens 2010
 
Da vi kørte fra cykelbanen, var der fantastisk vejr. Der var solskin og omkring frysepunktet, men da vi begyndte at cykle imod Horsens, blev vejret dårligere og dårligere. Det begyndte at blæse og sne, og da vi ankom til Horsens, var der snestorm og der lå 4-5 cm sne på vejen. Turen derned gik heller ikke specielt godt. Vi havde 2 punkteringer og et styrt, som vi skulle bruge noget tid på.

Da vi endelig kom derned og havde fået vores ting på plads, skulle vi have noget aftensmad. Traditionen tro blev det til pizza. Det smagte godt, og vi kunne med god samvittighed, sidde med vores pizza i hånden og se på de andre, som kørte spinning. Resten af aftenen blev brugt på at slappe af, men vi var også et smut i gymnastiksalen, hvor der blev spillet fodbold. Der stod også på programmet, at der kl. 21.30 var ”kammeratligt samvær”, men så sociale var vi dog ikke.

De andre år var der både U11, U13, U15 og U17 ryttere med, så der var mange fra klubben, som ikke snakkede sammen hele weekenden, og det var lidt kedeligt, men i år var vi kun U17 ryttere med på turen, så det var rigtigt hyggeligt at side og snakke sammen, fordi vi var lige gamle og kunne snakke om de samme ting.

På grund af det sne, som var faldet fredag aften, blev træningen lørdag morgen aflyst, så der var arrangeret en times gymnastik og derefter en times spinning. Vi skulle starte med gymnastik og det var sjovt at se 60 cykelryttere løbe rundt inde i en lille hal. Det var rigtig gammeldags gymnastik med mavebøjninger og rygbøjninger. Da vi var færdige med gymnastik, og skulle til spinning, blev vi informeret af vores trænere om, at vi fra CK Aarhus skulle køre en lille tur på landevejen i stedet for at spinne. Vi kørte på Oddervej og der var vejene helt tørre, så man kunne sagtens køre der.
 
Da vi kom hjem og havde fået mad, skulle vi igen slappe af. Nogle gange kunne det godt være lidt kedeligt bare at ligge og slappe af, men for det meste lå vi stille og snakkede sammen, og det var hyggeligt. Om eftermiddagen var der arrangeret træning på landevejen, men den rute vi oprindeligt skulle have kørt på, var for glat, så alle ryttere skulle køre på en rute med nogle større veje. Den lå ca. 15 km fra skolen, og ruten var 10-12 km. Der var meget vind, så turen blev meget hård. Det var alligevel meget sjovt, fordi vi kørte med nogle af ryttere fra de andre klubber, som vi ikke har set i et halvt år, og det var sjovt at få hinanden set an.

Da vi kom hjem efter 2,5 time, var der fællesspisning, og som altid var der pasta med kødsovs. Det smagte fantastisk. Efter aftensmaden var der foredrag om kost i forbindelse med træning. Det var meget spændene og lærerigt, men lokalet var meget lille og varmt, så det var svært at holde sig koncentreret i 1 time.

Søndag morgen skulle vi køre den helt samme rute som lørdag eftermiddag, og der var stadigvæk meget vind, så det blev igen superhårdt. Da træningen var færdig, var der frokost og så var træningslejren færdig. De fleste klubber begyndte at tage hjem. Vi skulle som en af de eneste klubber cykle hjem. Vi var alle sammen så smadrede, at vi næsten kun kørte med 20 km/t på hjemturen. Selvom jeg var helt færdig da jeg kom hjem, vil jeg alligevel tænke tilbage på træningslejren til Horsens som en god træningslejr, og en hyggelig weekend.

Andreas Holm Gylling