Cyklebanens fremtid
fra Bestyrelsen
Bestyrelsesformand John Ollerup og kasserer Jens Holm Gylling havde i september et møde med rådmand Flemming Knudsen og hans administration, for at fastslå om Århus fortsat var interesseret i banesporten. Tilgangen til mødet var naturligvis at banelandsholdet lige havde vundet sølvmedaljer ved OL, samtidig med at DCU havde meddelt, at de satser meget stærkt på en styrkelse af banesporten – også udenfor Ballerup.

CK Aarhus var indbudt til mødet sammen med Jesper Schack, som er den i DCU’s bestyrelse, der har ansvar for banesporten. Vi fortalte, at vi ønsker os en indendørs cykelbane og Jesper Schack kunne tilføje, at DCU har valgt Århus som første prioritet til at få en indendørs cykelbane vest for Storebælt.

Flemming Knudsens embedsmænd har i 2008 udarbejdet en plan for, hvorledes sporten skal udvikle sig i Århus og de har kikket på Lisbjerg som en mulighed for cykelsporten. De forestiller sig, at al cykelsport skal samles på et areal svarende til ca. 10 fodboldbaner, i et idrætscenter der huser al sport i Lisbjerg-området. De regner med, at der skal bo 25-30.000 mennesker i Lisbjerg.

Kommunen ønsker at idrætscenteret skal være foreningsejet. Det betyder at vi skal ud og finde penge til byggeri samt indtægter til drift, såfremt vi skal være med i projektet. Bestyrelsen har diskuteret om det er noget for os, eller om vi skal blive hvor vi er, og vi har valgt at arbejde videre med projektet. CK Aarhus er den eneste cykelklub i landet, der har så bredt et tilbud, som vi har. Vi har landevejscykling, cykle-cross, banecykling og mtb. Og sådan skal det fortsat være.

Idrætssamvirket, som har stor erfaring indenfor foreningsprojekter af denne slags, har anbefalet os, at vi adskiller opgaven med etablering af det nye idrætscenter i Lisbjerg fra den klub, som vi kalder CK Aarhus. Det er nemlig ikke hensigtsmæssigt at klubbens nuværende bestyrelse skal arbejde med det nye projekt, samtidig med at den har det daglige arbejde med sporten i CK Aarhus.

Projektet fremlægges på generalforsamlingen i februar 2009 i en mere detaljeret form, men inden da vil vi gerne have at medlemmerne overvejer, om de kan bidrage med noget og gøre en indsats for at arbejdet med det nye projekt bliver bedre.

Kontakt venligst formand John Ollerup på telefon 8616 3510, hvis du kan bidrage til projektet.
Århus Kommunes Sports- og Fritidspolitik 2009-2013
Rådmand Flemming Knudsen udsendte i januar 2008 et debatoplæg til konkrete indsatsområder i Århus Kommunes nye Sports- og Fritidspolitik, som skal gælde fra 2009 – 2013. Debatoplægget er første skridt i en proces, hvor Rådmanden for Sport & Fritid ønsker at indbyde borgere, foreninger, interesseorganisationer og politikere til at komme med nye ideer og indsatsområder til kommunens nye Sports- og Fritidspolitik.

Forvaltningen lægger sandsynligvis sidste hånd på debatoplægget nu og det samlede udspil skal ifølge tidsplanen godkendes af rådmanden i oktober 2008. Endelig vedtagelse i byrådet forventes omkring maj 2009.

I det foreløbige arbejdsudkast står blandt andet følgende:

Aktiv deltagelse
Århus skal være Danmarks mest aktive sports- og fritidsby. Århus skal være kendetegnet ved en mangfoldighed af sports- og fritidstilbud, som giver alle grupper af borgere mulighed for at opnå ”en sund sjæl i et sundt legeme”.

Attraktive faciliteter
Vi ønsker at sports- og fritidsfaciliteterne i Århus fremstår moderne, imødekommende og veldrevne. Alle lokalområder skal have en acceptabel dækning af de almindeligste idrætsfaciliteter. Som storby skal Århus råde over specialfaciliteter til stort set alle idrætsgrene.

Udviklende elitemiljøer
Århus skal være Danmarks bedste by at dyrke eliteidræt i. Elitemiljøerne skal være kendetegnet ved langsigtet og helhedsorienteret talentudvikling. [Byens eliteklubber skal i særlig grad være i stand til at fastholde talenterne.]

Det er vigtigt at vi alle viser, at der fortsat er et behov for en cykelbane i Århus. Hvis vi alle benytter os af den gode gamle cykelbane – til banecykling, cykelcross, klubaftener og lignende – (for)bliver behovet synligt og det vil fortsat være muligt at lægge pres på for at komme i mål. Hvis flertallet ikke benytter sig af tilbuddet og bare bliver væk, vil det være meget svært at få opfyldt vort ønske om en indendørs cykelbane. Vi er alle nødt til at blande os i debatten og ytre vores mening nu. Erfaringen viser, at forvaltningen lytter meget til den offentlige mening og at de er meget opmærksomme på læserbreve og lignende, så derfor opfordrer bestyrelsen alle CK Aarhus ryttere til at kommentere debatoplægget og komme med meninger, som kan medvirke til at vi også i fremtiden har en cykelbane – en indendørs cykelbane naturligvis – i Århus.

Du kan læse hele debatoplægget her.