Lørdag den 9. og søndag den 10. juni 2007 blev det årlige Jyllandsløb afviklet. Som det sikkert er de fleste bekendt, gik turen til Tønder. Det var lykkedes at få Gunnar Asmussen til at starte feltet fra Cykelbanen. Gunnar er bl. a. tidligere olympisk mester samt æresmedlem af CK Aarhus.
Løbet startede kl. 07.30 lørdag morgen og første stop var i Horsens til kaffe og basser. Vi fortsatte langs Jyllands Østkyst over Hedensted, hvor en af rytterne styrtede (han fik hudafskrabninger, men kom senere på cyklen igen) derefter videre til Vejle, hvor vi skulle op ad Munkebjerg - 4,7 km bjerg-parløb. Under parløbet lykkedes det et par at blive væk for hinanden, selvom det eneste kryds de mødte var bemandet. Da vi skulle af sted efter parløbet, fik jeg information fra en af deltagerne om den forsvundne rytter. Først troede jeg ikke på det. Faktisk blev jeg lidt vred på ham, og sagde, at noget sådan spøger man ikke med. Han fik mig dog overbevist, og jeg sendte Ernst efter den forsvundne rytter. Videre til Herslev Kirke, hvor vi indtog vores frokost. De fleste fandt ind under træernes skygge.
Efter en velfortjent frokost gik turen videre til Kolding, Skamlingsbanken og 3 x 2 km Australsk holdløb – derefter Haderslev og pause ved Vedsted Kirke. Igen blev der søgt ind i skyggen. Det skal lige bemærkes at der var meget varmt.
De sidste 60 km af dagens etape, var ikke særlig spændende. Landskabet fladede ud og vejene var nogle steder snorlige på lange stykker. Lige inden Tønder kørte vi dog til Møgeltønder, hvor vi lige kørte på 800 m brostenspavé. Det var en passende afslutning på en god dagsetape på 234 km.
Vi blev indlogeret på Tønder Vandrerhjem, der ligger i udkanten af byen. Der var gode værelser, god aftensmad (og nok af det) god morgenmad og madpakke pålæg. Sødt og venligt personale. Alt i alt 5 stjerner!!!
Søndag morgen var vi alle klar til afgang kl. 07.30. Vi sagde farvel til Tønder og begav os nordpå. Første stop var lige efter Landeby efter kun 22 km. Her skulle køres 5,0 km enkeltstart. Videre med det samme. Næste stop var ved Vedsted Kirke til kaffe og basser. Også denne dag var det meget varmt.
Efter kaffepausen fortsætter vi mod nord over Vamdrup, Lunderskov, Vrå og frokost ved Øster Starup Kirke. Igen søger rytterne i skygge. Varmen er ved at være ulidelig og er nok den største udfordring på turen. Vi holder ind hver time, så rytterne kan fylde vand i flaskerne.
Efter frokosten kører vi videre gennem Jerlev, Jennum, Ulkær og Sindbjerg Kirke. Mellem Ulkær og Sindbjerg Kirke kører vi på asfalt, der er smeltet i varmen. Det er rytterne ikke imponerede over, da cyklerne og de selv bliver svinet til med tjære og asfalt. Efter Uldum er der 13,1 km holdløb og derefter er der kort pause i det grønne. Varmen er nu så voldsom, at flere bliver lidt bims. Jeg selv lider også i varmen, og er ved at miste overblikket.
Efter en meget kort pause i solen fortsætter vi over Vestbirk, Østbirk, Skanderborg og Jeksen til en festlig modtagelse af familie og venner, på Rådhuspladsen i Århus.
Imens vi kører de sidste kilometer ind til Århus, har Ole og min familie dækket borde i Cykelbanens restaurant, og kokken har tændt op i grillen, så det hele er klar til os når vi ankommer. Vi slutter weekenden med spisning og præmieuddeling.
Kjeld Liisberg og jeg optog noget video på turen og det er planen, at det skal stykkes sammen til en kortfilm om årets Tour. Den bliver vist til en klubaften som bliver holdt hos SMC-Biler Århus Nord mandag den 3. december. Samtidig løfter vi sløret for Jyllandsløbet 2008, som er en 3 dages tur den anden weekend i juni fredag den 6. til søndag den 8. juni 2008.
Med venlig hilsen
Niels Fisker
Se billeder på
http://picasaweb.google.com/Webmaster.CKAarhusSe resultatlisten for konkurrencerne
her