|
Flotte resultater for CK Aarhus
CK Aarhus indhentede flotte resultater i denne weekend. Klubbens A-ryttere Lars Ejaas, Daniel Vestergård Andersen og Martin Wang Hjørngaard stillede til start i den 32 km. lange enkeltstart med start og mål ved Grimstrup nær Esbjerg.
|
|
Daniel der pt. er i kanon form fulgte de tidligere resultater flot til dørs og kørte en 5. plads i hus. Daniel var blot 26 sekunder fra en podieplacering. De 32 km. blev kørt i tiden 41.37 med et gennemsnit på imponerende 46,3 km/t. Daniel beretter selv fra løbet at alt klappede på dagen og han kunne ikke have kørt enkeltstarten mere optimalt.
Lars og Martin blev henholdsvis nummer 13 og nummer 14. Lars havde en ok dag og kørte i tiden 43.22 med et gennemsnit på 44,3 km/t. Martin kom ind kort efter i tiden 43.37 med et gennemsnit på 44,1 km/t. Efter en uge med sygdom var det en flot tid af Martin, der lover godt for de kommende løb.
I B-klassen var Claus Nielsen (Der ses på billedet fra sidste års løb i Randers, sammen med Eskil Vammen) til start. Efter en uge på skånekost p.g.a. ”nedkørslen” i sidste weekends enkeltstart i Hillerød kørte Claus de 32 km. i tiden 43.11 med et gennemsnit på 44,4 km/t. Tiden var mere end rigeligt til en sejr i B-klassen, hvor der var knap 1 minut ned til nummer 2. Trods en dag med tunge stænger lykkedes det endelig Claus at sejre i en enkeltstart og efter sejren indløste Claus A-licens så han nu indgår i truppen til Post Cup næste weekend.
I C-klassen havde vi vores nye rytter Patrick Lindholm til start. Desværre udgik Patrick med defekt kort efter start.
I Begynder klassen fulgte Jeppe Engberg Pedersen op på sidste weekends flotte resultater og smadrede alt modstand på fornemmeste hvis. I sin blot 2. enkeltstart sejrede Jeppe. Jeppe kørte de 25 km. i tiden 34.56 med et gennemsnit på 42,9 km/t. Flot af vores nye komet. Jeppe er nu blot 9 point fra en oprykning til C-klassen efter kun 3 løb.
I Tjæreborg ligeledes tæt ved Esbjerg kørte Børn og Unge linieløb søndag. Også her var der flotte resultater. Johannes Ollerup Sall kørte en imponerende 5. plads ind i den stærkt besatte junior klasse. Johannes's bedste resultat til dato. Christian Skadborg kørte ligeledes et flot løb og kom ind på en 10. plads.
Andreas Holm Gylling forsatte stimen af flotte resultater og var lige ved og næsten i kampen om at komme på podiet i Mellemste Drenge. Andreas blev nummer 4. I Yngste Drenge kom vores nye rytter Anton Charmig på podiet via en flot 3. plads.
CK Aarhus var ligeledes repræsenteret i søndagens løb i Kalundborg.
Mette Nørtoft Jensen stillede til start i Dame B klassen. Der blev kørt på en hård rute med tempo fra starten. Mette kom med i et 4-mands udbrud og i spurten blev Mette nummer 2. Efter blot 2 løb har Mette nu indkørt 11 point.
Eskil Vammen klubbens sprinterkonge var til start i B-klassen. 6 mand kom afsted i udbrud på sidste omgang desværre uden Eskils tilstedeværelse. Som sædvanlig smadrede Eskil alt modstand i feltets spurt og blev flot nummer 7.
Mikkel Rønberg Thomsen kom med i det afgørende udbrud i Begynder-klassen, men blev desværre sat på sidste omgang. Mikkel viste dog høj moral og gennemførte på en 12. plads og fik dermed sit første point.
Alt i alt en flot weekend for CK Aarhus som nu indtager en 5. plads i den samlede klubstatistik for distrikt Jylland/Fyn. Til dato den bedste placering for vores forholdsvis nye klub.
|